Henrik Ibsens skrifter

Hvis det forholder sig, som De siger, at De har tillskrevet mig to ubesvarede Breve, saa maa disse Breve have handlet om ​Deres Redaktionsanliggender, og i dette mig uvedkommende Emne har jeg intet at svare.

Det er mig ganske ligegyldigt enten den ærede Red: fortolker ​ Sagfører Lies Skriverier fra et «socialt-politisk Synspunkt» eller ikke. Jeg har fundet to andre Synspunkter deri: ​Affektationens og ​Spaltebetalingens, intet vidre.

At Herr ​Bjørnsons onde Samvittighed bringer ham till at se en Fiende i den Mand, som han offentlig i manges Nærværelse paa det infameste har æreskjendt samtidigt med, ja maaske samme Dag, som han har tillskrevet denne Mand et langt Brev fuldt af de mest indtrængende

Faksimile

Venskabsforsikkringer, – hvilket altsammen lader sig dokumentere og med Vidner bevise, – det finder jeg saare naturligt.

Og naar jeg ser hen till ​det simple Slæng, som Hr: Bjørnson desværre er kommen ind i, Mennesker, som jeg vilde lade Gulvet feje efter, hvis de satte Foden i min Stue, saa finder jeg det ikke mindre naturligt at han tilltror mig den samme Gemenhed, som den, der danner Grundlaget for ​de Karles hele Taktik.

Men heraf følger ingenlunde nogen Forpligtelse fra min Side till gjennem en Protest at ​klarne, hvad deslige Personer maatte falde paa at brygge sammen.

Skulde jeg imidlertid føle mig foranlediget till et saadant Skridt, saa maa jeg sige Dem at min Modbydelighed for slett Selskab vilde nøde mig till at vælge et Organ, der ikke tæller ​Sagfører Lie blandt sine Medarbejdere. Bemeldte Herres Udnævnelse till Digter paa Tromsø giver ham intet forøget Værd i mine Øjne.